Tavshedskultur på arbejdspladsen: når ingen siger noget på mødet

Jeg var i en periode ansat et sted der levede af at lære andre mennesker at håndtere konflikter. En kollega blev fyret. På et møde bagefter blev der spurgt om nogen havde spørgsmål. Det havde jeg. Tydeligt – jeg sad med dem i kroppen.

Men jeg sagde ingenting. Jeg bevarede den gode stemning og var bange for selv at ryge næste gang. Otte sekunder gik. Blikket ned. “Godt, så går vi videre.” Og så gik vi videre.

Det er tavshedskultur på arbejdspladsen. Ikke et fravær af ord. En tilstedeværelse af frygt. Den findes alle steder – også et sted der underviste i det modsatte.

Hvordan ser tavshedskultur på arbejdspladsen ud?

Den larmer ikke. Den ser ud som et helt almindeligt møde.

Nogen stiller et vigtigt spørgsmål. Så kommer stilheden. Otte sekunder der føles som et minut. Skuldrene op. Blikke der søger ned i bordet eller over på den der plejer at tage ordet. Og så er der nogen der får brudt den pinlige tavshed: “Godt, så går vi videre.”

Det betyder ikke at folk ikke har noget at sige. De siger det bare et andet sted. På parkeringspladsen. I gangen bagefter. I en beskedudveksling mellem to der nikkede til det samme på mødet. Ingen siger noget på møderne, men der bliver sagt rigtig meget – bare ikke i lokalet hvor det kunne ændre noget.

Og prisen er konkret. Beslutninger bliver truffet på et tyndt grundlag fordi den vigtigste indvending blev gemt væk. De dygtige der ikke føler sig set og hørt, begynder stille at kigge efter noget andet. Og næste gang nogen overvejer at sige det svære, husker de hvad der skete sidst: ingenting.

Hvornår sagde du sidst ja på et møde mens din mavefornemmelse sagde nej?

Hvorfor tier vi når det gælder?

Det er ikke svaghed. Det er noget vi har lært.

Vi er opdraget til at holde den gode stemning. Til ikke at stikke ud, ikke være til besvær, ikke være den der ødelægger flowet. Kroppen kender godt sit nej – maven snørrer sig sammen, skuldrene spænder – men munden prioriterer den trygge tavshed. Og frygten er konkret: Bliver jeg upopulær, sat udenfor, den næste der ryger?

De mekanismer der får os til ikke at udtrykke os i sengen, er de samme der får os til ikke at udtrykke os på arbejdet. Den der ikke siger fra ved et middagsbord, gør det heller ikke ved et mødebord. Det er den samme krop der trækker sig.

Derfor flytter det ikke noget at bede folk om “at være mere åbne”. Åbenhed er ikke en beslutning man tager på et møde. Det er noget der bliver muligt når frygten falder.

Hvad kan du gøre som leder i morgen?

Tre muligheder. Ingen af dem er raketvidenskab. De kræver “blot” at du går forrest.

Tag ansvar og gå forrest. Sig det usikre først. “Jeg er selv i tvivl om den her beslutning, og jeg kan have overset noget.” Når den med mest at miste går først med det skrøbelige, tør resten følge efter. Du kan ikke bede om en ærlighed du ikke selv viser.

Lad stilheden stå. De otte sekunder er ikke tomme. Det er der det ærlige svar bliver født. Det første svar er det pæne. Det rigtige kommer efter pausen – hvis du holder den. Tæl til ti. Det føles som en evighed. Det er det ikke. Og fyld ikke pausen med dit eget svar. Det er den hurtigste måde at lukke den på.

Spørg kroppen frem for referatet. “Nogen indvendinger?” er ikke et spørgsmål. Det er en lukkeknap der som oftest får tilslutning. Spørg i stedet: “Hvad sidder vi og ikke siger lige nu?” eller “Hvad siger jeres mavefornemmelse om det her?” Du leder efter det der ikke står i referatet. Det er dér psykologisk tryghed på møder begynder – ikke i en plakat på væggen, men i et spørgsmål der tør gå efter sandheden.

Hvornår kan du ikke gøre det alene?

Nogle gange er du som leder en vigtig del af det der ikke bliver sagt. Når tavsheden handler om dig, får du den sjældent brudt selv – folk læser magten i rummet før de hører dit gode spørgsmål. I sådanne tilfælde er det helt nødvendigt at få hjælp udefra. Hvordan du følger op så det rent faktisk rykker, har jeg skrevet om her.

Men start med dig selv. De fleste møder kan faktisk løftes af én person der tør udtrykke sig.

Vil I have stilheden brudt på jeres møder? Så skriv til mig på kontaktsiden. Nogle gange står jeg i rummet og tager den samtale der plejer at blive sprunget over. Andre gange træner jeg jeres ledere i at stå i de otte sekunder selv – det er dét lederforløbet er bygget til.

Hvad blev der senest sagt på jeres parkeringsplads, som aldrig nåede ind i mødelokalet?