Krydset sagde “fint” – men en trivselsmåling virker ikke alene

I februar 2024 stod jeg i en yogastilling på mit gulv en helt almindelig morgen. Pludselig væltede en svimmelhed ind over mig. Bam. Jeg faldt og kunne ikke rejse mig. Var jeg ved at dø? Efter nogle minutter lykkedes det mig alligevel at komme op at stå. Jeg fik slæbt mig afsted: tre timer i tog, op på scenen, holdt foredraget. Leverede. Dagen efter var jeg sygemeldt. Et halvt år.

Havde nogen målt min trivsel den uge, havde krydset sagt “fint”. Jeg leverede jo. Men kroppen udtrykte noget andet, og den havde udtrykt sig i ugevis. I søvnen. I balancen. I en uro jeg ikke ville høre. En trivselsmåling virker ikke alene. Den måler krydset. Ikke kroppen. Og de to siger ikke altid det samme.

Den her artikel handler om det tallene ikke kan se. Ikke om hvad I gør bagefter – det hører til et andet sted. Den handler derimod om hvorfor en rapport kan være grøn og rummet stadig være gråt.

Hvad er det en trivselsmåling ikke kan se?

En måling er god til én ting. Den viser hvor det gør ondt når nogen tør sætte krydset ærligt. Problemet er at de fleste sjældent er helt ærlige.

Og selv når krydset er ærligt, er det stadig kun et tal. “3,8 på ledelse” giver jer et ciffer. Det fortæller jer ikke at to medarbejdere er holdt op med at sige noget på møderne og at en tredje allerede har skrevet en ansøgning et andet sted. Tallet flader det levede ud til en søjle I kan vise på et slide.

Et skema spørger pænt. Og får et pænt svar. Den der gennem et helt arbejdsliv har lært at bevare den gode stemning, holder den også når feltet er anonymt. Krydset bliver sat en tand pænere end det egentlig stod til. Ikke som løgn. Som vane.

Så en svarprocent på 90 fortæller jer hvor mange der svarede – ikke hvor mange der svarede sandt. Derfor kan en trivselsmåling ikke stå alene: den fanger kun det folk tør skrive – ikke det de går rundt med.

Hvor mange af jeres kryds er sat “en tand” pænere end de egentlig burde?

Hvorfor sætter folk krydset pænere end virkeligheden?

Det er ikke den enkeltes skyld. Det er blot blevet en del af den kultur vi lever i.

Vi er opdraget til at være søde, flinke, medgørlige mennesker. Ikke besvære nogen. Holde den gode stemning kørende også når maven snører sig sammen. For mange bliver andre mennesker vigtigere end dem selv – vigtigere end den fornemmelse i maven der prøver at sige fra. Når skemaet så lander i indbakken mellem to møder, er pænheden allerede automatisk. Hånden sætter krydset før man virkelig kan mærke hvad der sker i kroppen.

Og konteksten hjælper ikke. Skemaet lander i en travl uge, klemt mellem to deadlines, og en ærlig score koster noget folk ikke har overskud til: en samtale, en opfølgning, en ubehagelig følelse. Et grønt kryds er hurtigere. Det er ikke uærligt ment. Det er bare vejen med mindst modstand.

Læg dertil at det svære sjældent har ord endnu. Du kan ikke skrive en uro ned som du knap selv har mærket. Kroppen ved det før hovedet, og skemaet spørger kun hovedet.

Hjælper anonymitet?

Anonymitet er et godt forsøg. Det fjerner navnet. Det fjerner ikke vanen med at sige at det går fint.

Anonymitet hjælper på modet til at skrive det. Det hjælper ikke på modet til at mærke det. Og det er dér det knækker: et menneske der har lært at overhøre sit eget nej, rapporterer det ikke – heller ikke uden navn. Signalet blev overhørt længe før skemaet kom.

Tænk på hvor god en krop er til at vænne sig til alt. Den lærer at sove i støj, at arbejde i smerte, at kalde en konstant uro for travlhed. Når kroppens signaler er blevet overhørt længe nok, findes der ikke et felt på skemaet der kan vække dem igen.

Derfor kan I have både høj svarprocent og fuld anonymitet og stadig sidde med en rapport der ikke ved hvad der reelt foregår.

Trivselsmåling virker ikke alene – hvad så?

Drop ikke målingen. Den er en åbning. Den peger på hvor I skal kigge.

Men en måling uden handling er ikke neutral. Den gør skade fordi den beder folk om at sige noget og så lader det ligge. Vejen fra måling til handling går ikke gennem et bedre skema. Den går gennem en samtale hvor nogen tør sige det højt der ikke kunne sættes kryds ved. Hvordan den samtale tager form, har jeg skrevet om i opfølgning på trivselsmåling.

Tallene er begyndelsen. Sandheden ligger et lag dybere, og den kommer kun frem når nogen går forrest.

Vil I have fat i det som et skema ikke kan måle? Så tag fat i mig på kontaktsiden. Nogle gange står jeg i rummet og tager samtalen selv. Andre gange klæder jeg jeres ledere på til at tage den – se hvordan lederforløbet er bygget op. Begge muligheder kan være de rigtige at få i spil når tallene er røde – eller mistænkeligt grønne.

Tænk på de mest pligtopfyldende på jeres arbejdsplads – dem der altid leverer. Hvad tror I deres seneste kryds sagde? Og turde nogen spørge om det virkelig var sandt?